Hvad er håndlæsning

Håndlæsning, også kaldet kiromanti, er et flere tusinde år gammelt håndværk, som er kommet hertil fra østen. Håndlæsningskunsten er formodentlig opstået i Kina og Indien og har derfra bredt sig til Egypten.

I hænderne findes tusindvis af nerveenheder med direkte forbindelse til hjernen. Håndfladen kommer på den måde til at virke som et spejlbillede af din personlighed og tilstand.

I selve håndfladerne ligger hele dit liv, og her læses linjer, farver, bjerge og meget andet. I dine hænder lagres oplevelser, som vil vise sig under en håndlæsning. Man kan ikke se alt i hænderne, men de ting som har sat sig dybt i dig, vil komme til udtryk i hånden. Hånden viser det som du er klar til at arbejde med.

En håndlæser er ikke en spåkone, der kan fortælle dig, hvad der vil ske, eller hvad løsningen på et problem er. Du har altid din frie vilje til at træffe dine valg i livet. Du kan bruge oplysningerne som redskab og hjælp til selv at træffe beslutninger i dit liv.

Jeg vil sige det sådan, at en håndlæsning kan hjælpe dig til at huske noget du har glemt, for i bund og grund har vi altid svaret indeni os selv.

 

Fingrene repræsenterer noget forskelligt:

• Tommelfingeren står for drivkraft, vilje, stædighed og logik.

• Pegefingeren står for arbejde, økonomi, magt og ambitioner.

• Langemand står for dit underbevidste aspekt, overblik, ansvar og retfærdighed.

• Ringfingeren står for kærlighed til både dig selv, din partner og livet, samt kreativitet.

• Lillefingeren står for kommunikation, legeevne, diplomati og frihed.